Hvad kan Egebjerghus tilbyde en pædagogstuderende i praktikperioden?
På Egebjerghus kan vi give praktikanten mulighed for at få en viden og indsigt i arbejdet med den svageste gruppe af fysisk og psykisk udviklingshæmmede.
Området er kendetegnet ved, at pleje og omsorg er en stor del af vores pædagogiske arbejde, hvorfor menneskelige kvalifikationer og personlige ressourcer spiller en væsentlig rolle i forhold til kvaliteten af ydelsen.
Fælles værdier som respekt, empati, intensitet, iagttagelsesevne og kreativitet er vigtige nøglebegreber.
Vi kan tilbyde et tværfagligt samarbejde med stedets fysioterapeut, forældre, og personale ved bo-stedet.
Praktikanten får mulighed for at blive inddraget i de pædagogiske tiltag, der aktuelt foregår på Egebjerghus ved at deltage i:
Udarbejdelse af status.
Medvirken i handleplansmøder.
Deltagelse i personalemøder, gruppemøder samt møder med eksterne samarbejdspartnere.
Kurser, pædagogisk døgn, o.lign.
Kollegial supervision
Det er vores mål, at praktikanten involveres i så meget som muligt i forhold til, hvad der er relevant for den enkelte.
Aktiviteter og samvær
For at tilgodese Egebjerghus's overordnede målsætning; "Daghjemmet skal medvirke til at bibringe den enkelte bruger en indholdsrig tilværelse - et godt liv", tilbyder vi en bred vifte af aktiviteter.
Aktiviteterne har udgangspunkt i den aktuelle årstid, ligesom de er inspireret af de fælles traditioner, der er forbundet med vor danske kultur i forbindelse med mærkedage og højtider.
Aktiviteterne tilrettelægger vi på en sådan måde, at nøglebegreberne i vores pædagogiske målsætning tilgodeses i forhold til den enkelte bruger og gruppen som helhed.
I det daglige samvær med andre, tilbyder vi aktiviteter, der sigter på at opretholde og udvikle brugernes funktionsniveau samt bedre deres fysiske og psykiske velbefindende.
Tilbudet omfatter:
ADL-træning.
Fysisk træning.
Sansetræning.
Sprogstimulering
Kreative aktiviteter
I aktiviteterne tager vi udgangspunkt i brugernes stærke sider og vægter selve processen højere end produktet.
For at bevare overblikket og om muligt at kvalitetssikre vores arbejde, har vi udarbejdet handleplaner for den enkelte bruger indeholdende delmål og mål.
Disse gennembearbejdes og justeres ved hjælp af et statusmateriale efter hver aktivitetsperiode og resultatet bliver efterfølgende anvendt til den årlige statusbeskrivelse.
Projektarbejde
Sideløbende med de mange forskellige aktiviteter, som daghjemmet byder på af såvel udendørs- som indendørsaktiviteter, kører vi i samarbejde med CSV - Sydfyn en del projekter med gæstelærere.
I de senere år har vi således arbejdet med kommunikation under forskellige former eksempelvis Tegn til Tale, pictogrammer, foto, computer o.lign.
Formålet har været, at vi i overensstemmelse med vores pædagogiske målsætning vil skabe et miljø, der udvikler den kommunikative kompetence for såvel bruger som personale og derigennem sikrer en bedre kvalitet i samværet og en øget brugerindflydelse.
Øvrige projekter har været motion / velvære, billedværksted / skulptur, drama / bevægelse. I det kommende år har vi planlagt et musikprojekt samt et undervisningsforløb i computer for brugere.